Kære byråd,

Lad mig starte med at sige, at jeg er oprigtigt glad for, at Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne kunne gå sammen om et fælles ændringsforslag.

Det viser, at vi kan finde hinanden, når det handler om frihed, fornuft og respekt for borgernes tid og penge.
Men i dag vil jeg lægge vægt på Liberal Alliances egne holdninger – for det er jo trods alt dem, jeg er sat her til at repræsentere.

Den opmærksomme læser vil måske have undret sig over noget: Hvorfor står der ikke hjemmepasning i vores ændringsforslag?

Er vi blevet glemsomme? Har vi skiftet politik? Nej.
Vi står stadig urokkeligt fast på, at forældrene – ikke kommunen – skal bestemme, hvordan deres børn passes.

Eller som Alex Vanopslagh så præcist har sagt det:

“Jeg har nul idéer til, hvordan folk skal indrette deres privatliv. Det rager ikke mig.”

Det er netop dét, hjemmepasning handler om:
At give familierne friheden til selv at vælge – uden at kommunen skal stå som smagsdommer over, hvad der er det rigtige familieliv.

Men der er en anden regel, vi også må følge: Et ændringsforslag skal have en chance for at samle flertal i det nuværende byråd. Ellers er det bare varm luft.

Vi kunne have skrevet et super-liberalt forslag, som kun vi selv ville klappe af. Men hvad havde borgerne fået ud af det? Absolut ingenting.

Så vi spiller klogt. Vi spiller ambitiøst. Vi stiller forslag, der faktisk kan blive til virkelighed – her og nu.
Og så kan vi altid – efter et valg – få hjemmepasning fuldt ud implementeret. For det er og bliver et hjertepunkt for Liberal Alliance.

Så til noget, jeg er særligt stolt af, at vi fik plads til i ændringsforslaget: fremrykningen af vuggestuepladser i landsbyordningerne.

Det koster ikke en krone mere – men det betyder alverden for forældrene i de små lokalsamfund.

Forestil jer hverdagen: Man bor i en af vores mindre byer. Begge forældre arbejder. Man har måske også et større barn, der skal afleveres i skole. Alt er logistik. Og så får man at vide:
“Vuggestue- eller dagplejeplads? Nej, den må I køre efter.”

Det er virkeligheden i dag. Og den er ikke rimelig.

Vi taler ikke om prestigeprojekter, vi taler ikke om nye administrationslag. Vi taler om noget så simpelt og konkret som, at småbørnsfamilier i vores landsbyer skal have samme muligheder som alle andre.

Her kunne vi faktisk gøre en kæmpe forskel uden at bruge flere penge – bare ved at fremrykke vuggestuepladserne i landsbyordningerne.
Hvis jeg skulle pege på én ting, som budgetforligspartierne burde ændre – så var det netop dette.

Når jeg nu er ved at ønske, så lad mig pege på Hals.

Jeg kunne da godt bruge en tekst, hvor der stod, at 500.000 kroner af pengene til udviklingsbyerne i 2026 blev brugt på at rive de faldefærdige fiskerhuse ved “lille Jomfru Ane Gade” i Hals ned – og bygge nye op.

For lige nu står de bare der, som en påmindelse om forfald. Men tænk, hvis de i stedet kunne blive startskuddet til nyt liv, ny kreativitet og nye fællesskaber i Hals.

Jeg vil lige minde om: Det er jo ikke, fordi pengene ikke kan findes. Forligspartierne har allerede besluttet, at Nibe skal have penge fra samme pulje i 2027.
Så hvorfor ikke Hals i 2026? Hvorfor ikke fordele udviklingen lidt mere retfærdigt?

Lad mig bare sige det, som det er: Når borgmester Lasse Frimand selv stod her i byrådssalen den 29. september og sagde, at han ser et potentiale i Hals – ja, så håber jeg da også, at vi netop derfor kan få de 500.000 til at gå til fiskerhusene. Det ville være et oplagt sted at starte, hvis man virkelig vil give Hals et skub fremad.

Nu til seniorerne.

Budgetforliget siger: “Når flere ældre skal i aktivitet, så må kommunen selv hellere tage styringen.”

Der må vi bare sige: Nej tak.

For vi tror på, at det frivillige foreningsliv kan løfte den opgave langt bedre end en kommunal kampagne.

Det er ikke pjecer, kommunale konsulenter eller powerpoint-præsentationer, der får folk op af sofaen. Det er, når naboen banker på døren og siger: “Skal du ikke med til gymnastik?” Eller når barnebarnet siger: “Kom nu, morfar, du skal da være med til petanque.”

Det er sådan, fællesskaber bygges.
Det er derfor, vi har foreslået et løft til aktivitetstilskuddet – så seniorer kan få bedre adgang til netop de foreninger, der allerede findes.

Kommunen skal ikke gøre det selv. Kommunen skal skabe rammerne – og så skal vi have tillid til, at frivilligheden kan bære resten.

Så er der hele cirkusset omkring arbejdet med de kommunale anlægsprojekter vedrørende 3. Limfjordsforbindelsen.

Tilbage i marts satte de nuværende budgetforligspartier 5 millioner kroner af årligt til sagsbehandling af netop de kommunale anlægsopgaver, som Aalborg Kommune selv skal stå for – altså tilslutningsveje, kryds og andre lokale projekter.

Det kunne man måske forstå – hvis projekterne lå lige om hjørnet.

Men nu? Nu har man udskudt de store kommunale anlægsprojekter helt frem til 2028.

Så hvad betyder det?
Det betyder, at vi i minimum ét år står med sagsbehandlere, der er sat i verden for at arbejde med kommunale projekter til forbindelsen – men som ikke har nogen projekter at arbejde på.

Det er lidt som at hyre flyttefolk et år før man overhovedet har købt flyttekasser.

Så må vi jo spørge: Hvad skal de så lave i mellemtiden?

Jeg har et par forslag:

• De kunne hjælpe med at rydde op i de sagspukler, som hober sig op i kommunen.

• Eller de kunne lave de lovpligtige energimærkninger på kommunens bygninger – en opgave vi jo skal have løst, men som der ikke er sat penge af til.

Der er masser af fornuftige opgaver at tage fat på. Men at betale sagsbehandlere for at sidde klar til kommunale anlægsprojekter, der først skal laves i 2028 – det er ikke planlægning. Det er spild.

I øvrigt er det ærgerligt – og selvfølgelig helt imod vores principper – at man for at finde “tænkte” besparelser vælger at tage midler fra færgedriften.

For åbenbart kan man i Aalborg Kommune beregne en besparelse på vedligehold af ældre færger ud fra, at man blot fjerner nogle få afgange.
Det er nærmest ligeså flot beregnet som, at robotplæneklippere – der ellers er en besparelse i både andre kommuner og på golfbaner rundt omkring i landet – pludselig bliver en udgift, når de kommer igennem Aalborg Kommunes regnemaskine.

Det er netop dér, forskellen står lysende klart:

Vi i Liberal Alliance vil bruge pengene dér, hvor de gør en forskel i borgernes hverdag.

• På trygge skoleveje, hvor børnene kan komme sikkert frem.

• På stærke fællesskaber i foreningslivet, hvor frivilligheden bærer.

• På at give seniorer muligheder – ikke kommunale kampagner.

• På bedre muligheder i landsbyerne, hvor en lille investering kan betyde alt.

• Og på at hjælpe udsatte børn og unge tidligt – i stedet for at lade problemerne vokse sig større.

Det er kerneopgaver. Det er ansvarlig politik. Og det er dét, vores ændringsforslag handler om.

Inden jeg slutter, vil jeg gerne rette en særlig tak til Venstre, Konservative, Danmarksdemokraterne og Ole Risager for at blive siddende i forhandlingerne – også selvom vi selv og Danmarksdemokraterne måtte forlade dem kort tid efter.

I var med til at sikre, at selv Liberal Alliance faktisk kunne se budgettet som spiseligt.

Ja, vi var endda med i forliget helt frem til lige efter, at forhandlingerne sluttede.
Lige indtil der kom en klam hånd på mine skuldre og hviskede: “Udvidet hjemmepasning kommer ikke med alligevel.”

Lad os være ærlige: Hjemmepasning var det søde bolsje, der skulle få de mange skovsnegle til at glide ned.

Og så må jeg tilføje: At både vuggestuepladserne i landsbyordningerne og et løft til Hals ikke kom med – efter 14 timers forhandlinger – ja, det må jo næsten være en forglemmelse. For ellers giver det ganske enkelt ingen mening.

Kære byråd:

Liberal Alliance vil altid kæmpe for, at Aalborg Kommune bruger borgernes penge klogt, respekterer deres tid og giver dem mere frihed.
For os handler politik ikke om prestigeprojekter eller symbolpolitik – det handler om ansvar for mennesker.

Tak for ordet.